Aborren (Perca fluviatilis) er den mest almindelige fisk i Danmark. Den er i næsten alle Søer og i næsten alle damme, men findes også i vandløb. Om sommeren lever aborrer inde på lavt vand, hvor der er mange planter, så den kan gemme sig, og hvor den kan finde småfisk og insekter, som den lever af.

En aborre er for det meste 20-30 cm lang. Men den kan blive meget længere, nogle gange kan den blive 50 cm lang, men det er ikke særlig tit den bliver så stor. Aborren har brystfinner, og de sidder lige bag ved hovedet. Aborrens krop er dækket med skæl. Hen over siderne har den 5-7 striber, og det gør, at man ikke så let kan se den mellem vandplanterne.

Ligesom andre fisk ånder aborren gennem gæller, den har fire gæller bagest i munden, de er dækket af gællelåg. Gællebladene er fyldt med blodårer, og de ligger sådan, at de kan nå at optage ilten, der er i vandet. For at få frisk vand til sine gæller sluger aborren en mundfuld vand hele tiden. Når den lukker munden, presses vandet bagud, så det kommer forbi gællerne, og til sidst kommer det ud af gællelågene. Hvis den er et sted, hvor der ikke er nogle planter, og vandet er stillestående, har den svært ved at ånde. Den skal hele tiden svømme for at få frisk vand og ilt.

Aborren kan ikke lide at være alene, fordi når den er sammen med andre aborrer, er det lettere at undgå de dyr, der kan æde dem. En af aborrens fjender er gedden.

Når det er efterår svømmer aborren væk fra det sted, den har været hele sommeren, så svømmer den ud, hvor der er dybere, hvor vandet ikke så let fryser til is helt ned til bunden, og den bliver der hele efteråret og vinteren. Den kommer ikke ind på lavt vand, før det bliver forår i april-maj måned.

Der er tit mere end én han om en hun, men det er lige så normalt, at der kun er én han, der følger efter en hun. Når vandet er 7-8 grader, begynder hunnen at lægge æg. En lille hun lægger ca. 4.000 æg, og en stor hun kan nå op på 300.000 æg. Mange af æggene bliver ædt af søens andre dyr, men nogle bliver tilbage. Efter 2-3 uger begynder ungerne at komme frem. De er kun 6-7 mm lange. Hvis ungerne lever i en sø, hvor der er føde og ilt nok, varer det 3-4 år, før de kan få unger. På det tidspunkt er aborren 15-20 cm lang. Men hvis de vokser op i en sø, hvor der kun er lidt føde og ilt, måske på grund af forurening, bliver de voksne aborrer kun 8-10 cm lange, selvom de er 5-6 år gamle, og de bliver aldrig større.

Affenpinscher er en terrier lignende hunderace af typen selskabshund.

[b]Historie[/b]
Racen er europæisk af oprindelse og stammer tilbage de det 17. århundrede. Racen er en forfædre til Griffon Bruxellois (Brussels Griffon) og Belgian Griffon. Hunde af Affenpinscher typen har været kendt siden 1600 men de var noget større, omkring 30 til 33 cm, og var i farverne grå, sort, gulbrun og rød. Hvide fødder og bryst var også almindeligt. Racen var skabt til at være rottefanger, der skulle bruges til at fjerne gnavere fra køkkener, lagre og stalde.

[b]Udseende[/b]
Vejer 3-4 kg og skulderhøjde på 26-27 cm, har busket øjenbryn, rodet hår, og et abe-agtigt udseende. Pelsen er mellem lang og er grov i mønstret. FCI standarden specificere at pelsen skal være sort, men AKC tillader også grå, sølv, rød, \\\"sort og tan\\\", og beige; andre klubber har deres egne lister af acceptable farver, men altid med sort som den foretrukne.

[b]Temperament[/b]
Affenpinschere har et udseende som giver nogle associationer til terriere. Men de er forskellige fra terriere, ved det at de er del af pinscher-schnauzer undergruppen af gruppe 2 i FCI klassifikationen. De er aktive, eventyrlystne, nysgerrige og stædige, men de kan også lide sjov og leg. Racen har selvtillid, er livlig, holder at sine familiemedlemmer og beskytter dem. Denne loyale lille hund kan lide at være med sin familie. Den har behov for vedvarende, stram træning fordi nogle kan være meget svære at gøre lydige. Træning skal være varieret fordi hunden ellers nemt kan komme til at kede sig.

Affenpinschere opfatter deres legetøj og mad som deres territorie, så derfor kan racen ikke anbefales for meget små børn. Denne hund er for det meste stille men kan bliver meget ophidset hvis angrebet eller truet og viser ingen frygt overfor en angriber. Den er bedst egnet til en familie som kan lide underholdning for har humor.

[b]Helbred[/b]
Racen kan forvente at leve i 14-15 år. Det er en af de sundeste hunderacer og har ikke nogle kendte genetiske helbreds problemer.

En Afghansk mynde eller afghaner er en hunderace. Det er en forholdsvis stor mynde med en utrolig pelspragt, og mange regner den derfor for at være en af verdens smukkeste hunde. Den er en urgammel race af orientalsk oprindelse.
Indholdsfortegnelse


Oprindelse og alder

Oprindelen til den originale afghaner fandt formentlig sted i grænsestrøgene mellem Afghanistan, Pakistan og Indien, hvor den stadig findes i en række lokale varianter. Herunder også i en korthåret version. Racen er derfor kendt under mange navne, f.eks. som balkh tazi, barutzy hound, baluchi hound og kabul tazi.

De hunde vi ser her i vesten ligner i al deres pragt ikke de oprindelige hunde særligt meget, hverken anatomisk eller eksteriørmæssigt. Hvis man ønsker sig en hund af mere oprindelig type, bør man kikke på en af de to varianter vi kender som bakhmull og khalag tazi.

Hvor gammel racen er ved ingen med sikkerhed, men den er sikkert meget gammel. Lignende hunde er afbildet i grottetegninger i Afghanistan som er ca. 4.000 år gamle, så racen er sikkert opstået for omkring 5.000 år siden. Den er altså en af vores ældste hunderacer.

Nogle har ment at denne hund oprindelig kom til Afghanistan fra Mellemøsten, og at den har et fælles ophav med saluki, sloughi og azawakh. Moderne forskning med DNA har imidlertid vist at det ikke kan være tilfældet. Afghaneren står sloughi og azawakh genetisk nærmere end den gør saluki, men alligevel så fjernt at man ikke kan snakke om et slægtskab.

De første afghanere kom til Europa sidst i 1800-tallet, indført af soldater, som vendte hjem fra krig i Afghanistan, men den kan ikke regnes som etableret her før efter første verdenskrig. Storbritannien regnes som hjemland og er ansvarlig for racestandarden.


Udseende, anatomi og fysik

Den flotte og meget karakteristiske pels gør racen til en af verdens smukkeste og mest iøjnefaldende hunde. Den er kvik og frisk og har en let og spænstig gangart, som man ellers kun finder hos racen azawakh. Hannerne bliver omkring 68-74 cm høje og vejer normalt ca. 27 kg. Tæverne bliver ca. 63-69 cm høje og vejer normalt omkring 23 kg.

Afghaneren giver et billede af styrke og værdighed, i kombination med fart og kraft. Kroppen er højrejst og stolt, mere kvadratisk end rektangulær. Hovedet bæres højt og er langt og fladt og har tydelig nakkeknøl. Det bæres stolt på en lang og stærk nakke. Ryggen er ret og muskuløs og har moderat længde. Brystkassen dyb med godt buede ribben. Pelsen er lang og har meget tynd struktur på brystkassen, for- og bagben og flankene. Hos voksne hunde skal pelsen være kort og tæt fra skuldrene og bagover langs sadlen. Lang pels fra panden og bagover, som har en tydelig silkeagtig hårtop. Rigelig med pels på ører og ben, men kort langs snudepartiet. Alle farver er tilladt.

Afghaneren hører til de mynder som har størst udholdenhed. Den kan holde en jagt gående i højt tempo i timesvis, og er stærk og energisk. Den har meget god kropskontrol og er meget bevægelig og godt balanceret i alle situationer. De anatomiske forskelle mellem bakhmull og traditionel vestlig afghaner (som er bekrevet på denne side), som altså oprindelig var en og samme hund, er blevet så store at det giver grund til alvorlig eftertanke med hensyn til sidstnævnte, som mange kynologer nu mener er i færd med at blive usund og uharmonisk som mynde.


Brugsområde

Den lange, varme og højst særprægede pels må have udviklet sig i og omkring de golde og kolde afghanske højsletter. Der er disse hunde hovedsagelig blevet brugt som vagt- og hushunde, men også til hetzjagt (coursing) på vilde klovdyr, ørkenræv og kanin, ja til og med som hyrde- og kvæghund. Det er altså en meget alsidig race vi snakker om.

I dag er denne hund først og fremmest en god familiehund, men den kan også ofte ses på hundeudstillinger rundt om i verden. I Norge er også lure coursing en populær sport for racen, som er en af de mest populære mynder.


Lydighed og væremåde

Overfor de den kender og er glad for er denne hund hengiven og loyal til det ubegribelige. Ovenfor fremmede er den lidt mere reserveret og skeptisk af natur, men ikke på nogen måde uvenlig. Afghaneren er en familievenlig og klog hund, som også er god sammen med børn.

Den gør ikke meget af sig indendørs, men med en sådan pels må man regne med at skulle rede dens pels ofte. Til gengæld tåler racen kulde godt. Udendørs er den en meget livlig og aktiv hund, som gerne jager naboens kat hvis den får chancen. Den har fortsatt en god del jagtinstikt i sig, så den vil jage hvis muligheden er der. Den er imidlertid god sammen med andre hunder, men har brug for en god del fysisk træning for at forblive harmonisk og trives maksimalt.

Agerhønen (Perdix perdix) er en lille brunlig buttet hønsefugl, der er 28 - 32 cm lang, vejer 350 - 450 g og har et vingefang på 45 - 48 cm.

De kan forveksles med fasanhunner (som er større og har længere hale) og vagtler (som er mindre).

De forekommer naturligt i Danmark modsat fasaner.

Agerhøns er standfugle der lever i agerlandet. De er rimeligt almindelige over hele landet.

Agerhøns anbringer deres reder på jorden i græs og urtevegetationen. I maj/juni lægger de 10 - 20 æg og ruger i 23 - 25 dage. Fra ungerne kommer ud af æggene til de er flyvefærdige går der kun 14 - 16 dage, hvoraf de bliver i reden i ca. 12 dage.

Ungerne holder sammen med forældrefuglene hele vinteren og forlader først familieflokken om foråret for at etablere sig i egne yngleterritorier.

Agerhøns lever af frø og skud som de finder på markerne. Agerhøns er meget afhængige af en vis mængde "ukrudt" på markerne. Helt velsprøjtede marker huser ikke agerhøns. Ud over planteføden spiser agerhønsene insekter og edderkopper - specielt i yngletiden.

Agerhøns er yndedt jagtvildt, hvorfor der også foregår en del opdræt og udsætning af agerhøns.

Airedaleterrier er den største af terrierne og opstod i Storbritannien i midten af 1800-tallet. Navnet har den efter Aire-dalen i Yorkshire. Tidligere gik den også under navne som bengleyterrier, watersideterrier og workingterrier.

Akvariefisk er en fællesbetegnelse for fisk som holdes i akvarier. Betegnelsen bruges som regel om tropiske og subtropiske fisk fra både saltvand og ferskvand.

Alliken (Corvus monedula) er en kragefugl i ordenen af spurvefugle. Den når en længde på 33 cm. Den lever i et stort område fra det nordvestlige Afrika gennem det meste af Europa, Iran, det nordvestlige Indien og Sibirien.

Amazonpapegøjer findes i mange forskellige arter i naturen i Syd- og Mellemamerika. Flere af dem opdrættes i Danmark, så det er muligt at anskaffe en ungfugl, der fra starten er vænnet til et liv som burfugl blandt mennesker.


[b]Foder[/b]
Amazonpapegøjer er små dyr, der hurtigt dør af sult. De skal derfor altid have adgang til frisk foder hele døgnet.

Der skal fodres hver dag med frø, grøntsager og frugt. De skal have adgang til kalktilskud i form af strandskaller eller kalkblokke.

Giv en alsidig papegøjeblanding, bestående af solsikke, hamp, jordnødder, safflorfrø mv. Man skal dog passe på med at give for mange jordnødder og solsikke-frø, da disse fødeemner feder meget.

Bland aldrig vådt foder som frugt og grøntsager med tørt foder som frø osv., for hvis det tørre foder begynder at mugne, kan det være giftigt for fuglen at spise. Fodr derfor i to separate skåle.

Alle former for frugt og grøntsager kan tåles af amazonpapegøjer. Nogle ting, som f.eks. æble, gulerod, pære, vindruer, appelsin er særligt eftertragtede.

Amazonpapegøjer har også brug for lidt animalsk foder, hvilket kan gives i form af æggefoder. 1 spiseskefuld pr. fugl 1 til 2 gange om ugen er passende. Æggefoderet gives sammen med papegøjeblandingen.

Papegøjer skal altid have adgang til frisk vand de kan drikke. De skal også gerne have adgang til en større vandskål, hvor de har mulighed for selv at bade.

[b]Sociale behov[/b]
Amazonpapegøjer er sociale dyr, der trives langt bedre parvis end hvis de holdes alene. Mere end to amazonpapegøjer i samme bur kan ikke anbefales, med mindre der er tale om meget store bure. Hvis man ikke ønsker at papegøjerne skal yngle, kan man holde enten to hanner eller to hunner sammen.

Man skal dog være forsigttig med at sætte to fremmede amazonpapegøjer sammen, da de kan være meget stridbare overfor hinanden.

Både hanner og hunner kan holdes sammen. Antallet begrænses kun af størrelsen af buret. Nogle papegøjer danner par for livet.


[b]Burindretning[/b]
Buret til 1-2 amazonpapegøjer bør være mindst 100 x 100 x 80 cm (Højde, længde, bredde), men allerbedst er en flyvevoliere, så fuglene har mulighed for at bruge deres vinger, når de har lyst til det.
Buret skal være lavet af et kraftigt og solidt materiale, da amazonpapegøjer bruger deres stærke næb flittigt. Holdes fuglene i et bur af minimumsstørrelse, skal de hver dag have mulighed for at komme ud på en flyvetur, hvor de kan få rørt vingerne.

Det bedste bundlag i buret er bakkegrus/strandgrus (forhandles under navnet støbe-grus i byggemarkeder)
Det fine fuglesand, der forhandles i dyrehandlere har kun æstetisk værdi, mens groft grus med mange småsten hjælper papegøjerne med at få en bedre fordøjelse.

Tilbyd også en stor sten til at slibe kløer på.

Naturpinde i forskellige tykkelser, flere stk., anbringes forskudt i buret, aldrig oven over hinanden. Grenene skal være så tykke, at fuglenes kløer kun kan nå ¾ rundt om grenen.
Af træarter kan grene af alle frugttræer samt bøgetræer, birk, hassel og ahorn m.fl. bruges.

[b]Rengøring[/b]
Fjern dagligt gammelt foder. Skift dagligt vandet. I varme perioder kan fuglene dusches eller tilbydes en stor skål vand til badning.

2 gange ugentligt renses hele buret, der gives nyt bundmateriale, nye klatrepinde og der vaskes vandskåle. Et par gange om måneden vaskes hele buret af for afføring m.v.

[b]Håndtering[/b]
Papegøjer kan være svære at håndtere, da de kan være frygtsomme, særligt hvis de er vildfangne. Hold altid fast men nænsomt ned om vingerne, da de ellers kan brække, og så langt nede på kroppen, at fuglen ikke kan bide. Benyt evt. tykke handsker, f.eks. hvis fuglen skal have medicin. Lær langsomt papegøjen at blive tam, beløn den med godbidder.

[b]Aktivering[/b]
Aktivering er vigtig, da papegøjer let kommer til at kede sig.
Selskab fra artsfæller er vigtigt. Aktivér også med friske grene med skud, bark, knopper osv.
Giv foder osv. i hele stykker.
Luk dem dagligt ud af buret, lav f.eks. et klatretræ, som papegøjerne kan klatre/sidde i.

[b]Livsforløb/Formering[/b]
Amazonpapegøjer er kønsmodne, når de er ca. 3 år gamle.
De lægger som regel 2 - 4 æg pr. kuld og æggene udruges på 26 - 28 dage.
Amazonpapegøjers levetid er normalt op til ca. 40 år, men de kan i visse tilfælde blive helt op til 70 år gamle.

[b]Sundhed/sygdom[/b]
Tåler ikke træk og kulde.
Ved kedsomhed kan unormal adfærd som "drejesyge" og fjerpilning udvikles.