Balihaj også kaldet sølvhaj eller hajbarbe (Balantiocheilos melanopterus) er fra Sydøstasien, hvor den lever i vandløb i Borneo, Sumatra, Thailand og på Malakka-halvøen. Den tilhører karpefiskene under familien Cyprinidae og har altså dermed intet slægtskab med rigtige hajer. Balihajen er en langstrakt fisk med sølvskinnende skæl samt gul/sølv-farvede finner, der har tydelige sorte aftegninger i kanterne, og den har en tvedelt halefinne. Fisken kan blive op til 35 cm lang, og der er ingen synlige kønsforskelle.
[redigér]

I akvariet

Balihajen er en almindelig akvariefisk, der holder til midt i akvariet og ved bunden, hvor den søger i bundlaget. Fisken kan godt lide masser af plads at svømme på, og da det er en lang art, bør den ikke holdes i mindre end et 128 liters akvarium. Man bør tænke på fiskens behov for plads til at svømme på, når man dekorerer akvariet. Stenskjul er også at foretrække, da fisken nemt bliver forskrækket og gerne gemmer sig ind imellem. Balihajer er springere, så akvariet skal være helt overdækket! Temperaturen skal ligge på 21°C - 28°C og pH skal være omkring 6,0 - 8,0. Fisken trives bedst i blødt vand - omkring 5dGH, men kan dog klare hårdere vand. Cirkulation er ikke et krav. Balihajen er altædende, og i naturen lever den af phytoplankton og insekter, men spirulina er også godt for fisken.
[redigér]

Adfærd

På trods af dens størrelse er balihajen en meget fredelig fisk, der sagtens kan gå sammen med andre fisk. Den er naturligt en stimefisk, men den kan både holdes enkeltvis eller i stime. Dog skal man ikke sætte for hurtige fisk sammen med den, da det kan stresse fisken og gøre den urolig. Fisken er en ægspreder, men er meget vanskelig at få til at yngle i fangenskab.

Balihajen er en fisk, det er interesant at stifte bekendskab med, og det er en fisk, der vil få én i godt humør. Den er absolut egnet for begyndere. Blot den får varieret foder, vokser den hurtigt.

Barracudaen er en fisk, som er kendt for sin store størrelse (op til 1,8 m) og sit frygtelige udseende. Selvom angreb på mennesker er kendt, er barracudaer primært fiskeædere.

En beagle er en sort, hvid og rødbrun støverhunderace. Tidligere meget anvendt som jagthund. Nu populær udstillingshund.

Nuser fra Radiserne er en beagle.

Beauceron er en fransk hyrdehunderace som nedstammer fra slettehunde (chiens des plaines) som i 1800-tallet passede på husdyr på gårdene omkring Paris. I hjemlandet går den også under navnene berger de Beauce (hyrdehund fra Beauce) og bas rouge (dunkel-/rustrød). Sidstnævnte efter farven på benene.

Bengalkatten er en mellemstor til stor kat, der nedstammer fra krydsninger mellem den lille asiatiske leopardkat (Prionailurus bengalensis) og tamkatten. Det er en relativt ny race, opstået i USA i 1980’erne. Fra og med fjerde eller femte generation efter indkrydsning med den asiatiske leopardkat er bengalkatten godkendt af de fleste internationale katteorganisationer.

Bengalkattens smukke og eksotiske pels gør den til noget ganske særligt. Pelsens bundfarve kan variere fra gyldent, rustfarvet, brunt og orange til sandfarvet og endog elfenbensfarvet. Den kan have to mønstre: pletter og ”marble.” På den plettede bengaler varierer pletternes farve fra rust- eller kakaobrunt til gråsort eller sort. Nogle plettede bengaler har flerfarvede rosetter – pletter dannet af mere end én farve, ofte en mørkere omridsfarve omkring en lysere midte. Bengalkattens andet mønster, "marble," dannes ved en kombination af den asiatiske leopardskats rosetter og tamkattens klassiske tabbymønster, så der opstår et marmorlignende mønster, hvor en eller flere farver slynger sig sammen.

Bengalkatten er glad og aktiv af væsen og særdeles intelligent. Den har en næsten hundeagtig opmærksomhed over for sin ejer. Dens store energiniveau gør bengalkaten uegnet for folk, der kun ønsker sig en leopardplettet kat som pynt i stuen. Men hvis man ønsker et direkte samspil og leg med sin kat i hverdagen, kan man ikke vælge en bedre kat.

Som alle andre husdyr kræver bengalkatten opmærksomhed og kærlighed fra sine mennesker, og den trives kun, hvis den er en integreret del af familien. Den nyder både børns og voksnes selskab og vænner sig som regel hurtigt til familiens andre husdyr. Kravene til motion, ernæring og vaccinationer er de samme, som gælder for alle andre katteracer.

Om de vilde katteracer - tekst, billeder og lyde

[url=http://www.bigcatrescue.org/]http://www.bigcatrescue.org/[/url]

En blodhund er en hunderace oprindeligt fra Belgien. På trods af navnet er denne race ikke mere aggresiv end gennemsnittet. Navnet har den fået på grund af sit ædle blod: den er en ægte racehund uden islæt af andre racer. Blodhunden er en støver.

Blodhunden har ifølge FCI Belgien som oprindelsesland, og standarden er som følge heraf belgisk. I Belgien hedder racen Sankt Hubertushund. Er du interesseret i at om læse standarden kan denne rekvireres hos Dansk Kennel Klub. Det skal bemærkes at England og USA har egne standarder for racen, – afvigelserne er dog minimale.


Historie

Blodhunden er ifølge sagn opstået, da adelsmanden François Hubert efter sin unge kones død gik i kloster, hvor han bl.a. viede sit liv til avl af hunde. François blev senere ophøjet til helgen, Sankt Hubertus, og er i særdeleshed kendt som jagtens skytshelgen, han fejres den 3. november med bl.a. Hubertusjagt. Noget litteratur fortæller at blodhunden har samme stamfader som mastifferne, men som følge af bevidst avlsarbejde på franske klostre med at fremavle brugsegenskaber, specielt jagt, opstod der flere lokale varianter af drivende jagthunde. Sankt Hubertushunden var en af dem. Racen som vi kender den i dag, må dog sikkert tilskrives England, som har udviklet hunden til den temmelig ekstreme, men alligevel hensigtsmæssige type den er.


Udseende

Blodhunden er en majestætisk udseende hund, med masser af løst skind, den er tung og massiv, med langsomme og værdige bevægelser. Hovedet er dog nok det mest karakteristiske ved racen, det er velformet, stort i alle dimensioner undtagen bredden, det tilkendegiver storhed og værdighed med sine karakteristiske folder, hængende læber, lange ører og sigende øjne. Hunden har en forholdsvis dyb, bred og lang brystkasse, en solid og bred ryg og en hale der skal bæres i en elegant kurve højere end ryglinien. Den har kraftige benstammer med velformede fødder (som løvepoter), er velvinklet og skal have et godt forbryst. Der finde flere farvevarianter bl.a. black and tan, rød og lever. De forskellige standarder er lidt forskellige med beskrivelsen af farverne, men det forhindrer ikke samarbejdet på tværs af de forskellige sammenslutninger. Skulderhøjden for hanner er ca. 67 cm. og for tæver ca. 60 cm, en velvoksen han kan nemt snige sig op på en vægt over 50 kg.. Størrelsen varierer meget og mange blodhunde, mine egne inklusive, er på den gode side af hvad standarden beskriver. Personligt ser jeg gerne en stor, men stadig velproportioneret hund.


Temperament

Blodhunden har et roligt temperament. Den er vagtsom uden at være en vagthund, men samtidig ved den godt hvad der tilhører den og dens familie. Den fremtræder stolt og stædig, og får den lov sætter den sine helt egne regler for hvad den må og ikke må. Blodhunden er en børnevenlig, kærlig og loyal hund, som trives bedst ved at blive optaget i familien på lige fod med de tobenede familiemedlemmer. Det kræver den simpelthen! Den har en blød psyke, og tåler ikke hård opdragelse. Opdragelse skal være noget positivt. Stædighed og venlighed er blandt andet det, der gør den til en fremragende eftersøgningshund.


Anvendelse

Blodhunden er som nævnt en støver, i England har racen været anvendt til bl.a. hjortejagt, hvor de arbejdede i "pack"(en stor samling hunde) . Deres findes fortsat blodhundepacks i England, men så vidt jeg ved bruges de mest til at vise hundens jagtmæssige egenskaber. Det blodhunden er mest kendt for, og det den anvendes til er eftersøgning af mennesker. Hunden anvendes ikke af det danske politi, men i bl.a. USA er det en selvfølgelighed for politiet, at anvende denne fantastiske firbenede næse til sporarbejde. Blodhunden kan i modsætning til andre tjenestehunde ikke anvendes til andet en sporing, da den med sit blide temperament absolut ikke er en angrebshund. I Danmark foregår sporingsaktiviteterne i Dansk Blodhunde Klubs(DBK) regi. DBKs regioner arrangerer sporingskonkurencer forskellige steder i landet, hvor der konkurreres i forskellige klasser fra "kravlegård" til "professionel", sporenes alder og længde varierer fra ½ time gammelt og 500 meter langt til 24 timer gammelt og ca. 3 km . langt. Regionssporingerne afvikles på en måde så alle kan deltage, og enhver blodhund bør deltage for at få tilfredsstillet sine sanser. Der spores efter mennesker (kaldet løber) og det foregår på den måde at løber efterlader sig en genstand på startstedet, herefter følger løber en rute, angivet af sporets dommer. Når sporet har den alder, der svarer til hundens sporingsklasse, får hunden lov at snuse til genstanden og ved hjælp af færden fra denne, skal hunden finde løberen, som typisk vil få en overordentlig kærlig markering. Under sporingen bærer hunden en speciel sporsele, hvori føreren har sat sin ca. 10 meter lange sporline. I Danmark sporer hundene altid i line. At spore er et medfødt talent, men skal hunden præstere optimalt skal der trænes. Udover ovennævnte spor afvikles der Sporprøver, Brugshundeprøve og Certifikatspor. Sporprøven skal bestås før hunden kan blive Dansk Udstillingschampion. Brugsprøven giver adgang til udstillingers brugshundeklasse. Certifikatsporinger er konkurrencer om certifikater til titlen Dansk Sporingschampion. Det skal kraftigt pointeres at sporinger ikke kun er for konkurrencens skyld, men at det absolut ligeså meget er for at hunden kan få lov til at bruge alle sine sanser så realistisk som muligt. Jeg tror man skal opleve hunden for fuldt ud at forstå hvad jeg mener.


Dansk Blodhunde Klub

Dansk Blodhunde Klub er en specialklub under Dansk Kennel Klub. Udover at arrangere sporinger, afholder DBK også udstillinger, udgiver medlemsblad, ligesom den varetager racens tarv i Danmark. Næsten alle blodhundeejere i Danmark er medlemmer af klubben, og langt de fleste er aktive, speciel mht. til sporinger. Udover samværet med andre hunde og deres forældre, er det også stedet, hvor man deler sine oplevelser med ligestillede. Regionalsporingerne er stedet, hvor vi alle overøser hinanden med gode råd, og samtidig får lov at opleve hundene når de trives allerbedst, med næsen i jorden. Der er ca. 60-70 blodhunde i Danmark.

Brislingen (Sprattus sprattus) er en strålefinnet fisk der ligner sild meget, men kan kendes på bugens rækker af kølskæl, som hos brisling stikker frem med en skarp spids, så midten af bugen ser savtakket ud. Derfor kaldes brislingen også skarpsild. Brislingen har mindre øjne og større skæl end silden, og hos brislingen sidder bugfinnerne forholdsvis længere fremme end sildens. Den største brisling er 20 cm, men det mest normale er 8-12 cm. Den lever i 150 m dybde, og føden er småsild. Den højeste alder for en brisling er ca. 7 år. Man kigger på en fisks ringe på skællene, jo flere ringe, jo ældre er fisken.

Bæveren er en stor gnaver, som lever af inderbarken af piletræer, vandplanter, blade, grene og bark.

Den er kendt for at lave dæmninger, men den laver også kanaler, til flådning af træstammer og grene, hvilket er et meget større arbejde end dæmningerne. Hvor der ikke er klinter, ned i vandet bygger de en ø i dammen, og graver en hule ud, under øen

Bæveren kan veje op til 40 kilogram, hvis den har haft gode kår og aldersrekorten er 25-30 år gammel.

I oktober 1999 blev der sat 18 bævere ud i Flynder å på Klosterheden statsskovdistrikt i Vestjylland. Udsætningen er et forsøg på at få bæveren tilbage i den danske natur. Bestanden menes at være på cirka 60 individer i dag (2005).

Bæveren er kønsmoden 2 år gammel, men er da endnu ikke fuldt udvokset, den vokser ikke efter 4 årsalderen og vejer da omkring 20kg. Bliver normalt omkring 15 år gamle.